Vi modtager mange ansøgninger hver dag, og det er vi selvfølgelig glade for.
Hvis du sender en ansøgning til os, vil vi gerne hjælpe dig på vej, så du ved, hvad vi forventer.
Læs ansøgningen godt igennem
Det er vigtigt for os, at du skriver en målrettet ansøgning. Inden du begynder at skrive ansøgningen, bør du undersøge, hvilken type arbejdsplads du søger job hos. På den måde får du indsigt i kulturen i virksomheden, og du ved, hvilke værdier kulturen på Fiberline bygger på. Dermed har du langt større mulighed for at vise, hvad du kan tilføre virksomheden som ny medarbejder.
Hvad er din motivation for at søge jobbet?
I din ansøgning skal du skrive, hvorfor du søger jobbet, hvad der tænder dig ved jobbet, hvorfor du er egnet til jobbet, og hvad du kan tilføre jobbet og virksomheden. Derudover er det naturligvis vigtigt at skrive, hvordan du matcher kravene i forhold til stillingen ud fra din erfaring og faglige såvel som personlige kompetencer. Indledningen i ansøgningen skal fænge med det samme, så det vigtigste skal stå øverst. Lad også din personlighed skinne igennem ansøgningen, så det fremgår, hvem du er som person, og hvad du lægger vægt på i forhold til dit arbejds- og privatliv.
Skriv i et kort og præcist sprog
Ansøgningen bør som hovedregel kun fylde én side, da den skal være enkel og let at overskue. Sproget bør også være kort og præcist. Sørg også for at tjekke ansøgningen for stavefejl og få eventuelt en anden person til at læse korrektur på din ansøgning.
Dit CV
Ligesom din ansøgning bør dit CV også være kort. I dit CV nævner du dine tidligere beskæftigelser med årstal i omvendt kronologisk orden, så de nyeste job eller uddannelser står øverst.
Det er en fordel, hvis du vedhæfter dit CV, eksamensbeviser og relevante udtalelser.